Drop de dårlige undskyldninger

Barn skriger og holder sig for ørerne. Skal illustrere at hun er træt af at høre på de dårlige undskyldninger for ikke at skabe digital tilgængelighed

 

Vejen til helvede er brolagt med dårlige undskyldninger for ikke at gøre hjemmesider digitalt tilgængelige for alle. Vi skyder tre af de mest brugte (og meget dårlige) undskyldninger ned.

Denne artikel er først og fremmest til dig, der savner gode argumenter, når du møder de dårlige undskyldninger i din hverdag. Fra din kollega. Din chef. Din direktion. Din bestyrelse. Eller fra… Og formålet er (forhåbentlig) at give dig nogle gode argumenter, som kan skyde undskyldningerne i sænk.

Undskyld – på forhånd

Før jeg svinger den verbale pisk over de dårlige undskyldninger og udløser en vred og indigneret shitstorm, så lad mig slå fast, at vi hos Diversa møder rigtig mange webredaktører, it-udviklere, grafiske designere og lignende, som brænder for og hver dag gør et stort stykke arbejde for at sikre den digitale tilgængelighed af deres hjemmesider, mobilapplikationer og andre digitale løsninger.

Og vi hører alt for tit, at disse engagerede – men ofte også ensomme – ildsjæle må slås mod myter, uvilje, uvidenhed og manglende lydhørhed, når de kæmper for at få fokus på og ressourcer til det løbende arbejde med digital tilgængelighed. Så når vi i det følgende skyder med skarpt på tre af de mest udbredte og meget dårlige undskyldninger, er det ikke mindst for at give netop disse ildsjæle et skulderklap – og forhåbentlig et par gode argumenter til den fortsatte kamp for at sikre, at alle der gerne vil deltage digitalt også har mulighed for det.

Tre typiske undskyldninger

Indrømmet. Vi har ikke videnskabeligt belæg for at påstå, at følgende dårlige undskyldninger rent faktisk er de hyppigst brugte og de dårligste. Og det er faktisk også ret ligegyldigt. Vi møder dem ofte. Ja faktisk rigtig tit. Så derfor er det dem, vi har valgt at sætte fokus på.

Vi hører igen og igen at:

  1. Vi skylder skatteyderne at bruge deres penge rigtigt. Vi kan ikke bruge en masse tid og penge på at gøre vores hjemmeside tilgængelig for fire blinde og en døv.
  2. Det er ikke de handicappede, der er målgruppen for vores hjemmeside.
  3. Det er leverandørens skyld.

Første myte: De fire blinde og en døv

Der er mere end 1 million borgere, herunder 300.000 ordblinde, 65.000 med alvorligt synstab og 600.000 med andre handikap, som kan opleve besvær med digitale løsninger i deres kontakt med det offentlige. Det oplyste Danske Handicaporganisationer og Microsoft i et fælles debatindlæg i Politiken i august 2018. (Kilde: handicap.dk )

Digital tilgængelighed er nødvendigt for mange og godt for alle. Blandt de brugere, der oplever udfordringer, hvis en hjemmeside har dårlig digital tilgængelighed er mennesker som:

  • ser dårligt eller er blinde
  • er farveblinde
  • hører dårligt eller er døve
  • bruger taleinput
  • er begrænsede i deres bevægelsesfrihed eller styrke
  • er lysfølsomme og for eksempel kan få udløst krampeanfald af lysglimt og flimrende tekst
  • har begrænset kognition som for eksempel problemer med hukommelse, koncentration, overblik og lignende

Så lad os nu én gang for alle slå fast: Digital tilgængelighed handler IKKE om de fire blinde og en døv, men om op imod en femtedel af brugerne.

Anden myte: De handicappede er ikke hjemmesidens målgruppe

Der er ikke noget, der hedder ”de handicappede”. Mennesker kan have et handicap eller andre udfordringer, der gør, at de bruger internettet anderledes end flertallet. Og mennesker med et handicap er lige så vidt forskellige som alle andre brugere af din hjemmeside.

Som det fremgår af aflivningen af den første myte om de fire blinde og en døv, så er det op imod hver femte bruger af din hjemmeside, der oplever problemer, hvis den ikke er tilgængelig.

Du ved ikke, hvem af dine brugere, der slås med ordblindhed, har fået aldersbetinget læsebrillesyn, eller har svært ved at koncentrere sig efter at have været nede med stress. Men nu ved du, at de helt sikkert er der – også i din målgruppe, hvem den så end måtte være.

Så lad os nu én gang for alle slå fast: Der findes ingen særlige målgrupper, som er hævet over at have gavn af eller brug for digital tilgængelighed.

Tredje myte: Det er leverandørens skyld

Dem, der laver vores hjemmeside, siger, de vil have penge for at rette tilgængelighedsfejlene. Og vi har ingen penge.

Nix! Den går ikke. Det nytter ganske enkelt ikke at trøstespise en pakke tudekiks og erklære, at det er de andres skyld.

Når det kommer til samarbejdet med din leverandør, så er det i virkeligheden meget simpelt. Samarbejdet er aldrig bedre end den kontrakt, I har indgået. Enten står det klart beskrevet i aftalen, hvad det er for krav til tilgængelighed, som løsningen og leverancerne skal leve op til. Gør der det, så skal leverandøren selvfølgelig rette eventuelle fejl i tilgængeligheden – og de skal gøre det straks og uden beregning. Alt andet er både dårlig stil og virkelig dårligt købmandskab.

Hvis du til gengæld må erkende, at kontrakten ikke er klar i spyttet eller direkte mangelfuld, ja så må du bide i det sure æble og erkende, at det ”bare er ærgerligt Sonnyboy”. Så må du til lommerne og betale de nødvendige lærepenge. Den gode nyhed er, at du i givet fald vil være langt mere omhyggelig og skarp næste gang, du indgår en kontrakt. Eller får din indkøbsafdeling til det.

- - -

Hvis du har spørgsmål eller kommentarer til artiklen, så tøv ikke med at slå på tråden eller sende mig en mail. Jeg hører også altid gerne fra dig, hvis du har en idé til et emne, du synes, vi skal skrive om. Og husk, at du selvfølgelig også altid er velkommen til at kontakte mig, hvis du vil høre, hvad Diversa kan gøre for dig og din organisation eller virksomhed.

Kontakt

Sinnet Ellehauge Haag
Email: seh@diversa.dk
Telefon: 29 45 74 47

Tilbage