Er digital tilgængelighed fis i en hornlygte?

Tegnet figur klør sig i tindingen. Tre røde spørgsmålstegn over hovedet. Figuren spørger sig selv: Er digital tilgængelighed fis i en hornlygte?

AV for Aula. Så skete det igen! Nationen, som ynder at smykke sig med titlen “Verdensmester i offentlig digitalisering”, gik i luften med en ny, stor fælles it-løsning (det ny skoleintra, Aula), som flere steder fejler på den digitale tilgængelighed.

Det er ellers mere end ti år siden, at stat, regioner og kommuner lavede en aftale med hinanden om, at det skulle være slut med utilgængelige digitale løsninger. En aftale, som blev skærpet med en egentlig lov på området, da loven om webtilgængelighed, trådte i kraft 23. september 2018.

Og alligevel sker det igen. Og igen. Og igen. Det synes at være reglen mere end undtagelsen, at digitale løsninger forbryder sig mod den WCAG-standard, der definerer retningslinjerne (og lovkravene) for digital tilgængelighed.

Det gør mig ret frustreret (ja faktisk direkte forarget – men jeg er nok også lidt fanatisk). Fordi det er både dumt, dyrt og udemokratisk.

Før jeg kaster mig ud i at begrunde det måske lidt bombastiske synspunkt, vil jeg forsøge at skabe klarhed over, hvad digital tilgængelighed er for en størrelse. Det er min erfaring, at der er næsten lige så mange opfattelser af, hvad digital tilgængelighed er, som der er dage med regnvejr i Danmark.

Hvad er digital tilgængelighed?

Når IT-udviklere taler om tilgængelighed, refererer de ofte til, om løsningen er ”oppe” eller ”nede”. Altså om der er ”hul igennem” til den digitale løsning, du prøver at tilgå.

Der er også dem, der blander begreberne tilgængelighed og brugervenlighed. Når vi hver især forgæves kæmper med at finde det, vi har brug for på en hjemmeside, så oplever vi også siden som utilgængelig.

Og så er der dem, der bruger begrebet digital tilgængelighed i sammenhæng med den udfordring, at nogle grupper i samfundet generelt har svært ved at færdes i det digitale univers og helst undgår det.

Når jeg prøver at forklare andre, hvad digital tilgængelighed handler om i min og mine kollegaers verden, så foreslår jeg, at de sætter sig ved deres computer eller med deres mobiltelefon og prøver følgende fem øvelser:

  1. Tag bind for øjnene og bestil et nyt pas
  2. Køb en afbudsrejse til Spanien UDEN at bruge mus eller touchpad (altså udelukkende ved at tabulere dig frem)
  3. Bind begge hænder på ryggen og brug en pandepind til at bestille en pizza
  4. Sæt ørepropper i dine ører og se videoen fra dit barns skolekomedie (jeg forudsætter, den er uden undertekster)
  5. Lad musikken køre for fulde gardiner i ulvetimen, mens ungerne slås, det ringer på døren, maden koger over – og vælg så din elskedes julegave fra en billedkarrusel, du ikke kan sætte på pause (nogenlunde sådan kan det føles, hvis du har ADHD og skal prøve at koncentrere dig om noget på en skærm, hvor alt muligt andet bimler og bamler rundt).

Når du har været gennem de fem øvelser – eller jeg burde nok kalde dem prøvelser – så begynder du at forstå, hvad digital tilgængelighed handler om.

Der er to helt afgørende ting at notere sig, når vi taler om digital tilgængelighed:

  • Vi taler om op helt op mod 20% af brugerne, som er mere eller mindre berørt af udfordringerne. Det er altså ikke bare de ”fire blinde og en døv”, som fordommen ofte lyder.
  • De mennesker, der bliver ramt af udfordringerne, kan ikke selv gøre noget for at løse problemerne. De bliver skabt af dem, der udvikler løsningerne og dem, der laver indholdet. Det kunne være du og jeg.

Dumt, dyrt og udemokratisk

Bliver du provokeret, når jeg kalder det både dumt, dyrt og udemokratisk, hvis du ikke tager højde for digital tilgængelighed, når du udvikler it-løsninger og laver indhold til internettet? Godt! Så har jeg allerede opnået noget. For det betyder, at jeg i det mindste har fået vakt din opmærksomhed, og det er trods alt første skridt på vejen mod forandring.

Lad mig uddybe hvorfor jeg mener, det er dumt.

I forhold til digitale løsninger i det offentlige er det dumt, fordi vi som samfund har brugt rigtig mange ressourcer på at gøre alle borgere i landet digitale. Vi har lavet love om både digital post og obligatorisk digital selvbetjening. Vi har fået så mange borgere konverteret fra det analoge til det digitale univers, at vi er blevet kåret som verdensmestre i offentlig digitalisering. Når det er målet at få flest mulige til at bruge de digitale løsninger, så kan jeg vanskeligt karakterisere det som andet end direkte dumt at lancere løsninger, som ikke er umiddelbart tilgængelige for alle.

I forhold til digitale løsninger i det private erhvervsliv er det dumt på forhånd at udelukke op mod 20 % af dine potentielle kunder. Og det er, hvad du gør, hvis din kunde for eksempel ikke kan gennemføre et køb i din webshop på grund af barrierer i forhold til den digitale tilgængelighed.

Billigt at forebygge – dyrt at helbrede

Når det gælder prisen for at sikre tilgængeligheden, så gælder der nøjagtigt samme grundlæggende præmis for den digitale tilgængelighed, som der gør for den fysiske tilgængelighed i for eksempel byggerier. Det behøver ikke være dyrere at lave en døråbning så bred, at der kan komme en elektrisk kørestol igennem - hvis du vel at mærkegør det, når du bygger huset. Hvis du derimod skal fikse problemet, når først huset er bygget, koster det hurtigt det blege. Sådan er det også med digital tilgængelighed. Hvis du tænker det ind fra det øjeblik, du så meget som overvejer at udvikle en ny digital platform eller løsning, så koster det dig måske lidt ekstra på timeregnskabet i forhold til planlægning, test og kompetenceudvikling. Men den investering vil som regel hurtigt tjene sig hjem.

Når du husker den digitale tilgængelighed fra begyndelsen, ender du nemlig med bedre løsninger, fordi digital tilgængelighed udmærker sig ved at være nødvendigt for nogle brugere – men en fordel for de fleste.

Udover bedre løsninger (og dermed gladere kunder og brugere) opbygger du som it-udvikler og virksomhed en know-how på området. Den kan hurtigt blive guld værd i form af styrket konkurrenceevne og bedre salg. Kravene til tilgængelighed af offentlige organers hjemmesider og mobilapplikationer gælder nemlig ikke bare i Danmark. De gælder i hele EU. Og faktisk gælder de også i USA, Australien og mange andre steder i verden. Så det er på mange måder dyrt at lade hånt om den digitale tilgængelighed.

Digital tilgængelighed er en menneskeret

Vi nærmer os vejs ende – og hvis du hænger på endnu, kan du glæde dig over, at jeg har gemt det bedste til sidst. Eller i hvert fald det, der ligger mig mest på sinde. Det demokratiske og menneskeretlige aspekt.

Det er nemlig hamrende udemokratisk at ignorere eller blæse på den digitale tilgængelighed. Vi lever i et land, hvor vi for eksempel alle har en lovsikret ret til at blive hørt i en lang række sager, der kan have vores interesse og påvirke vores hverdag. Hvis en landmand skal have en ny miljøgodkendelse, eller hvis der bliver ændret i lokalplanerne i din kommune – for nu bare at give nogle få konkrete eksempler. Skal vi som samfund acceptere, at hvis man tilhører den store skare af mennesker, som risikerer at blive ramt af digital utilgængelighed, når de ønsker og prøver at tage aktivt del i demokratiet – ja så er det ”bare ærgerligt Sonny-boy?”

Digital tilgængelighed er en nøglerettighed i FNs handicapkonvention. Helt nøjagtigt står den beskrevet i artikel 9.

Digital tilgængelighed af nye offentlige hjemmesider har været et lovkrav siden 23. september i år. Ældre offentlige hjemmesider bliver omfattet af loven om webtilgængelighed 23. september 2020 og mobilapplikationer kommer med i loopet fra 23. juni 2021.

Det er altså ikke bare udemokratisk at være digitalt utilgængelig. Ofte er det også ulovligt.

Jeg håber, jeg har argumenteret godt og overbevisende for, at det både er dumt, dyrt og udemokratisk at lave digitale løsninger, som ikke er tilgængelige for alle. Dermed har jeg også besvaret mit retoriske spørgsmål fra overskriften: Nej! Digital tilgængelighed er ikke fis i en hornlygte. Det er sund fornuft, god forretning og en demokratisk nødvendighed.

Tilbage