Sidetitel og tilgængelighed
Titlen på en hjemmeside skal give brugeren et indtryk af sidens indhold uden det er nødvendigt at læse mere på siden. Ud over at sidetitler er et krav i tilgængelighedsstandarden WCAG 2.0, så er de også bare super vigtige i mange andre sammenhænge.
I forhold til tilgængelighed er sidetitler vigtige for blinde brugere der benytter skærmlæserprogrammer til oplæsning på hjemmesider. Skærmlæserprogrammet vil som det første læse sidens titel når hjemmesiden bliver indlæst. Allerede her skal den blinde bruger få et indtryk af om hun er landet på den rigtige side.
I de fleste browsere bliver sidens titel vist øverst i browservinduet. Titlen vil også typisk blive brugt på steder hvor siden skal kunne skelnes fra andre sider. Fx. når du laver et bogmærke til siden, sender siden som e-mail eller skal finde siden blandt andre åbne browser vinduer.
Endelig er gode beskrivende titler vigtige for søgemaskinerne. Det er normalt sidens titel der vil blive vist som overskrift når siden bliver vist i en liste over søgeresultater. Her er det igen vigtigt at titlen svarer til indholdet. Det sikrer at siden kan leve op til de forventninger brugeren har når hun kommer ind på siden efter at have fundet den i søgemaskinen.